Coast to Coast med MCUSA

I maj 2014 var Charlotte og jeg med MCUSA.DK på motorcykeltur i USA

Forberedelse

Vi var inviteret af Vinderup MC til at deltage på denne tur, som nogen i klubben havde talt om i flere år. Det endte med, at vi var 16 ialt fra Vinderup MC.
Turen blev købt som en pakkerejse hos MCUSA.DK, med afrejse fra Danmark den 9. maj og ankomst i Danmark igen den 30. maj.

Udrejse, fredag, 9. maj

Vi skulle alle rejse ud fra Kastrup, men ikke alle havde den samme rejserute. Vi fløj via Amsterdam og Detroit, til Orlando i Florida.

Ankomst til Orlando, og de første dage

Vi blev modtaget af Jan fra MCUSA i lufthavnen, og sammen med baggagen kørte vi til hotellet, hvor vi skulle tilbringe de første 3 nætter.
Efter indkvartering og en kort briefing var det sengetid. næste dag var der morgenmad og velkomstmøde.

Så er turen rigtig igang, lørdag den 10. maj.

Dagen startede med morgenmad på Sizzlers, en typisk USA morgenmadsresturant, med efterfølgende MCUSA informationsmøde.
Derefter blev vi delt i 2 kørehold, inden vi steg ombord i bussen til Daytona.
Alle fra Vinderup MC kom i den samme gruppe.

Først gik turen til den legendariske Daytona Raceway, hvor nogle få racerbiler gav besøgende en køreoplevelse, mod betaling. Vi nøjedes med at se på, fra en af de 250.000 tilskuerpladser.

Efter et par timer kørte vi til Daytona Beach, hvor vandhundene fik kroppen skyllet godt i det dejligste Atlanterhavsvand.

Efter badet var det tid til gensyn med Main Street, som danner rammen om de årlige MC træf, Bike-Week i marts og Biketoberfest i oktober. Lidt til ganen blev det da også til, før bussen kørte os videre til Floridas største Harley forretning, Bruce Rossmeyer.

En kæmpe forretning, med alt til en Harley kører. Absolut et besøg værd.

En kæmpe forretning, med alt til en Harley kører. Absolut et besøg værd.

Bussen sørgede for hjemtransporten, så vi var tilbage ved hotellet ved 20 tiden.

Søndag, den 11. maj

Dagen er gået med tur til Universal Studios og Adventure park. En rigtig dejlig dag, med masser af action i rutchebanerne, og fantastiske ture i diverse 4D biografer.

Nu starter MC turen, mandag, den 12. maj

Vi starter tidligt i dag, det store øjeblik er kommet, det er i dag vi kører ud til vores motorcykeludlejer (Orlando Harley-Davidson) og vi får udleveret vores Harley Davidson motorcykel, som bliver vores nærmeste ven de næste par uger.

Turen tværs over USA

Turen Coast-to-Coast i hovedtræk

Turens første MC strækning går fra Orlando til hotellet i Gainsville, FL. (4)

Tirsdag, den 13. maj

Vi forlader Gainsville tidligt om morgenen og kører nordpå gennem Florida. Vi besøger det fantastiske Wakulla Springs, også kaldet “ungdommens kilde”, det er en af verdens største og dybeste ferskvandskilde. Området er en enestående mulighed for at se, hvor uspoleret og naturligt, der kan være i Florida.

Herefter kører vi forbi Apalachicola National Forest og kører langs den Mexicanske Golf med kridhvide sandstrande.

Dagens rute ender i Destin (5), hvor vi bor på et centralt beliggende hotel. Byen er kendt for sine smukke, hvide strande.

Onsdag, den 14. maj

I dag kører vi gennem staterne Alabama og Mississippi, før vi ankommer til Louisiana. Undervejs besøger vi en aligatorfarm, hvor vi også sejler med en sumpbåd. Den første del af dagen var med meget regn, men det var så også det eneste nedbør på turen.

Vi bor i udkanten af New Orleans (6) – byen med farverige drinks, Mardi Grass, blues og den rigtige New Orleans jazz. Den er også kendt for sydstatsmystik, voodoo, plantager og hjuldampere. Her er der livemusik, barer og lækre restauranter, så livsglæden kun kan smitte.
Om aftenen besøger vi den berømte Bourbon Street, hvor der venter masser af barer og spillesteder på stribe.

Torsdag, den 15. maj

Vi har sat en hel dag af til at opleve New Orleans.

Vi tager først på en sejltur med hjuldamper på Mississippi River. På turen, som varede et par timer, spiste vi lidt fast food.

Efter sejlturen var vi en tur rundt i det franske kvarter, hvor karakteristiske, gamle sydstatshuse i alverdens farver sætter en helt særlig stemning.
Her findes en skøn blanding af voodoo-butikker, hjemsøgte bygninger og gøglere tilsat blues og jazz fra de gamle musikklubber.
Undervejs besøger vi et par lokale beværtninger.

Vi går også igen gennem Bourban Street og shopper lidt, inden vi tager taxaen tilbage til vores hotel.

Fredag, den 16. maj

Vi kører tidligt ud fra New Orleans, og senere på dagen skal vi besøge det smukke Avery Island, hvor verdens eneste Tabasco fabrik ligger, som producerer sauce af samme navn. Stedet er et familieforetagende med en fantastisk historie.
Her fyldes alle verdens Tabasco på flasker. Det bliver til 700.000 flasker om dagen!

Vi ender dagen i Sulphur, hvor vi overnatter.

Lørdag, den 17. maj, ankomst til TEXAS

Vi kører langs den Mexicanske Golf, og krydser i dag ind i olie- og landbrugsstaten, Texas.
Vi skal sejle over det lille stræde fra Port Boivar til halvøen Galveston, er vi heldige kan vi se delfiner under sejlturen. Vi så nu ikke nogen denne dag.


Efter sejlturen kører vi videre mod vores hotel som ligger i Alvin. 

Søndag, den 18. maj

Turen går tværs over Texas, hvor vi overnatter i byen San Antonio. Byen er en multikulturel storby, hvor den mexicanske indflydelse er tydelig at se på det farverige Square Market og i udbuddet af mad.

Her er mulighed for at se The Alamo – en katolsk missionsstation, som i 1836 blev belejret af 5.000 mexicanere. Her udspillede sig et opgør i kampen om landet, og de ca. 180 texanere der forsvarede, blev dræbt af de overlegne mexicanske styrker. Den gamle bygning står endnu.
Vi tager en sejltur på floden, inden vi om aftnen spiser middag ved The River Walk, en promenade der snor sig langs San Antonio River.  

Mandag, den 19. maj

Mandag morgen går turen videre til Alpine, TX. Her bestiller vi en madpakke i den lokale sandwich-bar, som skal nydes senere.
Vi kører længere vestpå, og krydser floden Pecos, hvor vi spiser vore madpakker ved et helt unikt udsigtspunkt, som kan tage pusten fra de fleste.

Vi fortsætter gennem Texas, og besøger Jodge Roy Beans’ berømte og berygtede saloon på vejen. Den excentriske ejer var kendt for at holde retssager i sin saloon og hænge lovovertrædere om lørdagen, derfor blev han efter sin død kendt som ”hanging judge” på grund af de domme han skulle have uddelt.

Tirsdag, den 20. maj

Vi har haft endnu en spændende køredag gennem Texas. Vi kørte bl.a  langs grænsehegnet til Mexico, og undervejs mødte vi USA’s grænsekontrol, der gør et stort arbejde for at holde narkotika ude af landet, der ofte bliver smuglet ind over grænsen fra Mexico (husk at have dit pas ved hånden).

Vi slutter dagen tilbage i grænsebyen El Paso hvor vi også skal besøge en af USA´s største Harly-Davidson butikker. El Paso er kendt som ”passet” til Mexico, og er det tætteste man kan komme på grænselandet mod syd.
Om aftenen var der fællesspisning på Texas Roadhouse, en ægte Steak House

Onsdag, den 21. maj

Vi kører gennem New Mexico, og ind i Arizona.
Morgenmaden fik vi sent, da vi først skulle køre ud til en mexicansk morgenmadsrestaurant.


Vi gør holdt i byen Bisbee, som tidligere var en driftig mineby. Nu er byen nærmest e historisk tidslomme, hvor de gamle biler står parkeret på gaden, næsten som det kunne have set ud for 40-50 år siden.

Så er vi nået til Tombstone. En meget autentisk Western By, kendt fra skudduellen mellem på den ene side bl.a. Wyatt Earp og Doc Holiday, og på den anden side bl.a. Clanton brødrene, filmatiseret flere gange, bl.a. The Gunfight at OK Corral.

Vi har set på byen og mødt en rigtig guldgraver, med guld fra egen ranch. Vi fik endda lov at holde guldklumpen.

Vi var også på besøg på Boothill Graveyard, en kirkegård der rummer mange grumme skæbner fra 1880’erne.

Vi overnatter i Udenfor Tombstone.

Torsdag 22. maj

Dagen rute gik til Buckeye. Undervejs besøgte vi en gammel indiansk helligdom, San Zavier Mission, hvor nogle indianere tilberedte lokale retter, som vi kunne købe.

Næste stop var Saguaro Mountain park ved Tucson, AZ, , med de store kaktusser.
Fakta om Saguaro – kæmpekaktussen :

  • En træagtig plante, som har en søjleformet vækst.
  • På stammen kommer der 5-6 grene,
  • Den kan blive op til 12 meter høj.
  • Den får sin første sidearm efter 75-100 år.
  • Kæmpekaktussen kan blive 200 år gammel.
  • Den blomster først efter 50-75 års vækst.
  • Den blomster fra april- juni med hvide blomster.
  • Dens frugter er røde, omkring 6-9 cm. og modnes i juni. Hver frugt indeholder ca. 2.000 frø.


På grund af en større skovbrand var der ikke så god udsigt som vanligt, og lidt koldere. Vi måtte også ud på en omvej for at nå frem til hotellet.

Fredag, den 23. maj

Fredag morgen var ret køligt. Og skovbrandene holdt solen væk. Derfor var sadlerne på vore motorcykler frosne, da vi skulle afsted fra hotellet. Vi måtte også lige have lidt ekstra tøj på.
Det varede dog ikke så længe før vi igen kom ned i solen og varmen.
Ruten gik gennem Prescott og det smukke landskab ved Sedona til Flagstaff, som ligger ved den legendariske Route 66.

Lørdag, den 24. maj

Dagens rute gik fra Flagstaff, mod nord, og ind i Grand Canyon fra øst siden.
Turens højdepunkt er Grand Canyon. Et dejligt gensyn, selvom vi undervejs langs “The Rim” fik lidt regn. Vi fik igen set Grand Canyon, og taget en masse billeder. Det kan man slet ikke lade være med.
Efter en mindre kontrovers med nogle af parkens Rangers og vores guide, så tog vi ud til flyvepladsen, hvor vi skulle have frokost og på helikoptertur ud over den imponerende kløft.

Personligt, så synes jeg det er bedre at gå langs kanten, end flyveturen, men her er jeg ikke enig med ret mange, hvis nogen overhovedet. Alle andre syntes helikopterturen var fantastisk, og så må jeg jo nok stikke piben ind.
Vi overnatter i Williams, som også ligger ved Route 66

Søndag, den 25. maj

Søndagens tur starter med morgenmadsstop uden for Williams.

På turen til Las Vegas kom vi gennen Oatman, som er en forladt mineby. Da folkene forlod byen efterlod de også deres æsler. Dyrene har selv holdt bestanden vedlige, og de regerer nu i byen. Æslerne er også fredede, og de lever højt af de godbidder som turisterne køber af lokale handlende, og fodre æslerne med.

Hen på eftermiddagen nåede vi frem til Las Vegas, hvor vi skal have 2 overnatninger. Vi har været der flere gange, men det er stadig en by der overrasker, med alt det der er i den by. Vi er indlogeret på Stratosphere (https://thestrat.com/), som er et af de højeste bygninger i Las Vegas. Fra hotellet er der en fabelagtig udsigt over byen, men også oplevelser. F.eks. rapelling ned ad hotellet, eller karrusellen oppe på taget. Nok ikke mere farligt end at køre på MC.

Om aftnen havde MCUSA arrangeret en limosinetur gennem The Strip, hvor vi også fik en velkomstdrink. Tilbage på Stratosphere tog vi sammen med nogle venner på en ny limosinetur til det “Gamle Las Vegas”, ved Fremont Street.

Mandag, den 26. maj

Dagen var på egen hånd. Nogle valgte at shoppe i de store outlets der er i Las Vegas.
Jeg tilbød nogle af de andre at være guide på en tur til Hoover Dam, som ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona

Tirsdag, den 27. maj

Sidste dag på MC. Når går turen mod Los Angeles, hvor vi skal tage afsked med vore motorcykler. Undervejs holder vi en frokostpause

Slut på MC turen, motorcykler afleveret. Det var de ca. 6.000 km, men hvilke km!
Nu er det med bus tilbage til hotellet, hvor vi skal overnatte et par gange, før turen hjem til Danmark.

Onsdag, den 28. maj, ankomst Los Angeles

Dagen byder på en bustur rundt i Los Angeles. Første stop på turen er ved Hollywood Boulevard, hvor alle de store berømtheder har deres stjerne i fortovet. Og hvor du kan blive fotograferet sammen med berømthederne, mod nogle dollars.

Derfefter kørte bussen os til Santa Monica Peer, hvorfra vi gik langs stranden til Venice Beach. Undervejs fik vi et fint indblik i livet langs strandene ved Los Angeles. Og så skulle jeg da også have en dukkert i Stillehavet.

Hjemrejse

Rejsen er slut, og nu skal vi hjem. Vi har knyttet nye venskaber, som vi nu siger farvel til.
Det har været en rigtig god tur, som vi sagtens kan anbefale til andre, som elsker motorcykelkørsel.
Tak til vore rejsefæller og til MCUSA, især Jan Sørensen, som har givet os endnu en uforglemmelig oplevelse i USA.
På vejen hjem til Danmark flyver vi igen via forskellige ruter hjem. Charlotte og mig fløj via Portland og Amsterdam. Og vi var planmæssigt i Kastrup.